Parkrun er startet af en lille håndfuld løbere i 2004. De syntes, det kunne være sjovt at teste formen af hver lørdag i en park i London. Det er folk med et værdigrundlag som egentlig er meget dansk. Måske mere dansk end engelsk. Du kan fornemme noget af dette grundlag nedunder.
Efterhånden er der også flere danskere, som har været med i parkrun i England. Og det er en herboende englænder, Jonathan Sydenham, som har løbet både i Bushy Park, Wimbledon og Brighton parkruns, som har taget initiativet til at der etableres parkruns i Danmark til gavn for danske løbere. Jonathan løber både med Blovstrød Løverne men efterhånden mest med Cityløberne – Årets Forening 2009 i DGI Storkøbenhavn – og står bag stiftelsen af parkrun Danmark, en landsforening under DGI som skal stå for udbredelsen af parkruns i Danmark.
parkrun Danmark er stærkt forankret i DGI og deler DGIs værdigrundlag og visioner. Lidt mere jordnært betyder det, at vi satser på det sociale og det seriøse, og at det skal være sjovt at deltage. Og at alle skal kunne være med, selvom vi også forventer nogle sluttider omkring de 14 – 15 minutter…